Dynamisk deleøkonomisk platform tilbyder dit kontor en hånd med rengøringen

Dynamisk deleøkonomisk platform tilbyder dit kontor en hånd med rengøringen

23
jan
2018
Steen Uno
Den ny danske rengørings-portal Cleady er i gang med at disrupte markedet og branchen og har på blot et år nået sine første 3.000 kunder fortrinsvis private - i 2018 skal virksomhederne også for alvor have en håndsrækning til kontorrengøring til billige penge.
23
jan
2018
Steen Uno

 

 

 

 

 

Internettet og mobile apps har gennem 10´erne fostret stribevis af populære deleøkonomiske on-demand tjenester som Uber, GoMore, GreenMobility og Airbnb blandt de bedst kendte.

I det seneste år har iværksætterfirmaet Cleady indtaget markedet med sin nylancerede online-portal, der formidler rengøring, have- samt handyman-tjenester til private og fortrinsvis mindre erhvervsvirksomheder.

"Vi oplevede noget af et boom, da vi i december 2016 gik på skærmen i DR1s iværksætter-program Løvens Hule. Siden er tingene gået fantastisk hurtigt for os: I 2017 tiltrak vi over 3.000 kunder, 2.500 profiler og udvidede til nu ni ansatte," siger David Furland Ree, stifter og direktør hos Cleady.

"I 2018 satser vi målrettet på også for alvor at nå ud til erhvervskunderne - i første række de små og mindre kontor- og iværksætter-virksomheder. I hver af de sidste fire måneder har vi haft tilgang på 200 nye kunder, og vi kalkulerer med en vækst på bookinger på 15 procent i hver måned i 2018."


Formidlende led

På Cleady´s hjemmeside kan virksomheder og private med ganske få klik booke for eksempel ugentlig rengøring til en timepris af 169 kr. inkl. moms ved fast kunde.

Rengøringen leveres af en eller evt. flere af de 2.500 personer, som p.t. har oprettet en privatprofil. Cleady optræder således som det formidlende led mellem kunde og personen, der leverer rengøringsydelsen.

 



"Vi giver unge start-ups en håndsrækning til lavpris, så de kan bruge deres tid på det,
som tæller mest for deres unge virksomhed," siger Cleady-stifter David Furland Ree
- her med Løvens Hule tv-vært og Cleady-investor Birgit Aaby.

 

"Amerikanske og adskillige andre undersøgelser har påvist, at rene kontoromgivelser har målbar praktisk effekt på medarbejdernes trivsel og produktivitet.

Det faktum er i sin enkelhed udgangspunktet for vores rengøringstilbud til de erhvervsdrivende kunder samt for et af vores bærende business-slogans: Køb dig tid til at koncentrere dig om det, der giver din virksomhed mest værdi", tilføjer David Furland Ree.


Favorabel pris

Hos konsulentfirmaet MakesYouLocal.dk på Østerbro i København er partner Ingrid Riis Karlsen en af dem, der i 2017 valgte at booke fast virksomheds-rengøring via Cleady´s deleøkonomiske serviceportal.

"Vi havde før anvendt flere af de etablerede rengøringsselskaber, men jeg var noget træt af, at der hele tiden kom nye rengøringsassistenter anstigende i vores virksomhed, uden at vi blev informeret.

Hos Cleady er samme person, der kommer hver gang, så det er let at aftale praktiske detaljer omkring rengøringen, og så er der jo også det med prisen - den er helt klart yderst favorabel."

 



Med ganske få klik kan virksomheder og private booke f.eks. fast ugentlig rengøring
hos Cleady til en timepris på 169 kr. inkl. moms.

 

Ingrid Riis Karlsen er både erhvervs- og privatkunde hos Cleady, og hun er langt overvejende tilfreds med begge sine digitalt bookede serviceydelser.

"Man skal lige vænne sig til, at der ikke er nogen chef, som man eventuelt kan beklage sig til - man er selv chef for at følge op over for sin faste rengøringshjælper. Men hos MakesYouLocal er vi overordnet meget tilfredse med Cleady´s ny effektive og først som sidst prisbillige digitale rengøringskoncept."


Befriende løsning

I DR-programmet Løvens Hule besluttede en af tv-værterne - Birgit Aaby, der selv har opbygget rengøringsfirmaet Combiservice - at slå til og investere 750.000 kr. i Cleady.

"Flere af vores nye erhvervskunder er endnu unge start-ups, der ikke har før har prøvet at få gjort rent i deres lokaler af andre, så de oplever vores koncept som en virkelig befriende og enestående løsning.

Vi giver dem nemlig en fleksibel håndsrækning til lavpris, så de kan fokusere og bruge deres tid på det, som tæller mest for deres opstartende virksomheder," siger David Furland Ree.

 



"Hos Cleady er det samme person, der kommer hver gang, så det er meget nemt at
aftale praktiske detaljer omkring rengøringen - og så er prisen jo yderst favorabel,"
siger Ingrid Riis Karlsen, kunde og partner hos konsulentfirmaet MakesYouLocal.dk.

 

Cleady har aktuelt kapacitet til at formidle rengøringsydelser til erhvervskunder med op til 20-30 ansatte. Som nyeste tiltag lancerer den succesrige danske rengørings-platform nu firmaordninger, der tilbyder virksomheders ansatte privatrengøring som en del af deres lønpakke.

Netop nu arbejder Cleady med hovedsæde i Roskilde på at udvide konceptet og indtage det øvrige Skandinavien med første fokus på det svenske marked. ●

 

 

Læs mere her:
ErhvervsAvisen: På vej videre fra løvens hule
Computerworld.dk: I Danmark er der over 140 deletjenester - se listen her
Politiken.dk: Ny undersøgelse: Du bliver lykkeligere af at have en rengøringskone

 

 

 

 

 

 

 

Søg erhvervslokalerOpret søgeagent
Vores medlemskab
  • Lokalebasen medlemskab logo
  • Lokalebasen medlemskab logo