06.01.2018 11:21 Alder: 6 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Husk at tage Vitamin L

Vi har brug for mange slags vitaminer hver dag for at kompensere for, at vi ikke selv producerer nok


Jeg har tænkt på, om der er noget, der hedder 'Vitamin L'. Google fandt frem til, at der vist ikke er et klassisk vitamin (som fx A, B og C), der hedder L. Derimod er der en dagslyslampe, der hedder 'Vitamine L'. Den hedder det af samme grund, som jeg konstruerede navnet: Vi har brug for det 'vitamin', der hedder Lys. I den mørke tid af året lider mange af os af mangel på Vitamin L. Vi kender alle symptomerne: træthed, tristhed, tunge tanker osv.

Hygge

LED-lamper virker efter samme princip som ordsproget "Mange bække små gør en stor å." Mange små lyskilder anbragt sammen giver et stærkt lys. I min mørke hverdag oplever jeg også, at det bestemt er værd at samle på alle de små lyskilder – for tilsammen kan de lyse rigtig meget op. Ordet 'hygge' forbindes ofte med vinter og/eller aften. Jeg tror, det blandt andet er, fordi 'hygge' er noget af det lys, vi søger at tænde, når solens livgivende lys er sparsomt. I min hverdag er hygge 'godt lys' hele dagen igennem: de små gode møder med andre mennesker, et godt stykke musik, en lille video sendt fra et familiemedlem, et kapitel i en god bog, et glimt af en solsort, der spiser af et æble osv. For mig gælder det om at opsøge de små lys, så jeg ikke går glip af deres vitaminer.

Utilstrækkelig selvforsyning

Wikipedia fortæller: ”En organisk kemisk forbindelse (eller et relateret sæt af forbindelser) kaldes et vitamin når organismen ikke på egen hånd kan syntetisere forbindelsen i de nødvendige kvantiteter, og det derfor bliver nødt til at blive opnået gennem kosten”.

Vitaminer kan vi ikke selv producere i tilstrækkelig grad og må derfor have dem tilført udefra. Det gælder også Vitamin L. Jeg kan ikke bare smile ind i spejlet og lyse min hverdag op på den måde. Men jeg kan være med til at give vitaminet til andre – måske samtidig med, at de giver det til mig. Vi er også her afhængige af hinanden.

Lyset

Solen er og bliver den afgørende kilde til lys. På samme måde er Gud, for mig at se, den afgørende kilde til lys i mit sind. Derfor består mange af de små LED-pærer i mit hverdagstilskud af lys også af at minde mig selv om alt det lys, Gud er. Fx ved at se genskinnet i de skønne ting, han har skabt – lige fra mine venner til en sulten solsort.

At sige Gud tak for de små lyskilder, gør dem ofte større for mig. Og så er der lys at hente i at se direkte ind i Guds lys og mærke hans styrke, kærlighed og omsorg. Det kan ske gennem en sang, en bog, et stykke fra Bibelen eller en bøn. Det er den 'kost', der indeholder mange L-vitaminer. Nogle gange er det nemmere at opleve lyset end andre gange. Men det er altid en tryghed at vide, at Gud er lys – godt, varmt og evigt lys.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 06.01.2018

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også