Hvis du synes, at Conchita Wurst var speciel, så vent til du ser det band, finnerne sender til Eurovision 2015.
I aftes vandt Pertti Kurikan Nimipäivät (PKN) nemlig en sikker sejr ved finnernes Melodi Grand Prix. Bandet er specielt på mange måder. For det første er det et punkband. For det andet er deres vindersang kun halvandet minut lang. Og for det tredje består bandet af fire musikere, der er udviklingshæmmede.
Bandet blev dannet i 2009 på en workshop for voksne med mentale handicap og fik kult-status året efter, da bandet udgav sin første EP. I 2012 var PKN omdrejningspunkt for dokumentarfilmen The Punk Syndrome, der portrætterede, hvordan handicappede lever og udtrykker sig gennem musikken. Og siden har punk-drengene turneret i Tyskland og Norge.
I aftes blev det altså til en sikker sejr i det finske grand prix. PKN lå godt nok kun på en fjerdeplads, da en jury havde stemt, men da seernes stemmer var talt op, opnåede de en sikker sejr med 37,4 procent af stemmerne.
"Folk skal ikke have ondt af os"
Vindersangen "Aina mun pitää" (der betyder "altid skal jeg gøre ting") handler om at blive nødt til at gøre ting, man ikke har lyst til - som fx at tage opvasken.
Bassisten Sami Helle har fortalt The Guardian, at bandet ønsker at ændre folks opfattelse af udviklingshæmmede:
- Vi vil ikke have, at folk stemmer på os, fordi de har ondt af os. Vi er ikke anderledes end alle andre. Vi er helt normale gutter med et mentalt handicap, siger han.
https://twitter.com/the_jaba/status/571777758059212800
Lordi vandt i 2006
Det er ikke første gang, finnerne har sendt en lidt overraskende kandidat af sted til Melodi Grand Prix. I 2006 var det monster-bandet Lordi, der deltog - og det gik jo ganske pænt, da Lordis "Hard Rock Hallelujah" løb med sejren.
Årets - og den 60. udgave - af Eurovision Song Contest bliver afholdt i Wien i Østrig 23. maj. Sidste år vandt Conchita Wurst konkurrencen i København med sangen "Rise Like a Phoenix."