Journalistik vi kan leve af

Journalistikvikanleveaf

Kurset er aflyst

Kurset har to samlinger; 31. oktober – 1. november samt 22.-23. november 2016 i København.

Medieforbruget har aldrig været større – interessen for god journalistik fejler intet. Det gør derimod en solid del af kvalitetsmediernes gamle forretningsmodeller. Presset er stort, men mange formår alligevel at have styr på økonomien, og verden over pibler det frem med nye digitale indtægtskilder.

Uddøende forretningsmodeller erstattes eller suppleres i hastigt tempo af nye. Og det er ikke noget, der kun kan fikses i bestyrelseslokalet. Alle, der ønsker at være en del af mediebranchen i de kommende år, kan bidrage. Det er det, der er i fokus på dette nye kursus.

Uanset om de nye modeller skabes i nye startups eller i gamle mediehuse kræver de et tæt samspil mellem kompetencer, som ikke plejer at gå hånd i hånd: journalistiske, kommercielle og tekniske.

Nye erkendelser

Det kræver nye erkendelser og dybere forståelse af de vaner og ønsker, der styrer læserne, seerne og lytterne.

  • Vil du have indflydelse på disse forandringsprocesser?
  • Vil du forstå, hvorfor journalistikken og medierne lige nu oplever de største omvæltninger siden opfindelsen af avistrykkerierne, fjernsynet og internettet?
  • Vil du have et stærkt indblik i, hvordan transformationen forandrer det journalistiske indhold og hele tiden skaber nye etiske udfordringer?
  • Vil du høre om de medier, der har knækket koden eller er lige ved, og vil du vide, hvordan du konstruktivt kan spille med i udviklingen af fremtidens medier?

Hvis du kan svare ja til et eller flere af disse spørgsmål, er kurset noget for dig.

Opbygning
Temaet er alvorligt og komplekst, men målet er at holde lyset tændt og komme ud med masser af optimisme på den anden side. Vi tager fordomsfrit fat på udfordringerne og arbejder os konstruktivt igennem de uendelige mange muligheder, som den digitale innovation skaber.

Vi leverer bud på det strategiske overblik, men det meste af tiden vil vi studere konkrete ideer, resultater og erfaringer. Under hele forløbet vil kursisterne blive inddraget aktivt i diskussionerne. Undervejs fokuserer vi på, hvordan gode ideer kan udnyttes i praksis.

I løbet af kurset får vi besøg af både chefredaktører, innovatører, idemagere og – hvis vi er heldige – sågar en politisk partileder med forstand på udvikling. På kursets sidste dag går vi i workshop-mode. Vi fokuserer på, hvordan vi bedst kan udnytte vores nye viden og erkendelser.

Kurset består af to forløb af to dage og foregår i det inspirerende iværksætter miljø Soho i Kødbyen.

Indhold
I løbet af de fire kursusdage vil vi beskæftige os med alle de væsentligste dele af den store medierevolution. Jagten på overblikket og nøglen til fremtidens mediemodeller bringer os langt omkring:

Teknik, algoritmer, nye udgivelsesformer, nye forretningsmodeller, alternative finanseringsformer, printmediernes svære valg, nye former for reklame, nye etiske grænser, nye krav til journalistikken, Facebooks og Googles forhold til de aktører, der leverer seriøs journalistik og meget mere.

På kurset gennemgår vi:

  • Anatomien i den digitale revolution
  • Hvad gør de gamle mediehuse?
  • Hvad gør JP-Politikens hus?
  • Holder betalingsmurene?
  • Kan mikrobetalinger og e-kiosker være vejen frem?
  • Er fremtidens mediehus et supermarked – hvad kan brandet?
  • Ad-blockers – mediernes uber-moment?
  • Native content – hvor går grænsen?
  • Mobile medier – ændrer ”wearables” spillereglerne?
  • De digitalt indfødte mediesuccesser
  • Gratis aviser, gratis magasiner, gratis ugeblade
  • Genbrug og ompakning
  • Nye partnerskaber – fordele og risici
  • Not-for-profit finansiering – en vej frem?
  • Crowdfunding rykker – men er det for småt?
  • Den store mediecocktail på alle platforme
  • Er Facebook og Google ven eller fjende?
  • Alternative forretningsmodeller og elite-bloggerne
  • Workshops om den nye medievirkelighed

De fire workshops:

  • Hvordan lærer vi at bruge data bedre?
  • Hvordan lærer vi at arbejde bedre sammen?
  • Fra ide til virkelighed.
  • Dine egne succeskriterier – hvad vil du nu?

Litteratur

Før kurset anbefaler vi, at du bruger lidt tid med disse rapporter:

Reuters Digital News Report 2015
New York Times Innovation Report (II) – Our Path Forward
DR Medieudviklingen 2015

Forudsætninger:

For redaktører, mellemledere og journalister, der insisterer på at tage medansvar for fremtiden. Medbring computer.

Kursusleder: Jacob Mollerup og Jan Birkemose
Varighed: 4 dage
Sted: Soho, København
Tidspunkt: 31. okt. – 1. nov. samt 22.-23. november 2016
Pris: 10.780 kr.

(Prisen omfatter undervisning, undervisningsmaterialer og morgenmad, frokost, kaffe, te og vand i løbet af kurset. Prisen er ex. moms.)

Tilmeld dig hos Mediernes Efteruddannelse

Er din arbejdsplads ikke medlem af PU, kan du tilmelde dig ved at sende os en mail.

Tilmeldingen er bindende

Din tilmelding er bindende, når du har modtaget besked om, at du er optaget, men selvfølgelig kan du komme i en situation, hvor du må melde fra. Hvis det sker mere end fire uger før kursets start, koster det en administrationsafgift på kr. 1000. Ved afbud mindre end fire uger før forløbets start opkræver vi – uanset grunden – den fulde pris.

Hvis du har tilmeldt dig privat – dvs. at du selv og ikke din arbejdsplads skal betale – har du dog 14 dages fortrydelsesret, jf. Forbrugeraftaleloven. Herefter er din tilmelding bindende.